Ny organist i Tversted, Uggerby og Sørig

03.08.2009

Ved gudstjenesten søndag 5.juli blev vores nye organist indsat.

Ny organist i Tversted, Uggerby og Sørig

Ved gudstjenesten søndag 5.juli blev vores nye organist indsat, og mange benyttede lejligheden til at byde ham velkommen. Menighedsrådene er meget glad for ansættelsen, og vi ser frem til et godt samarbejde. Vi har bedt ham om at skrive lidt om sig selv:

Jeres nye organist hedder Rolf Ruggaard. Jeg er opvokset i Sæby; men bor i Nørresundby, er gift og har tre voksne børn. Jeg er uddannet som pianist og musikhistoriker, og har undervist i mange år på Aalborg Universitet og Nordjysk Musikkonservatorium. I de seneste år har jeg taget organistuddannelse, og har virket som organist i Tranum i et par år.

Som komponist er jeg meget kulturelt aktiv ? som formand for festivalen Kor-i-Nord 2007 og som foredragsholder, bl.a. med koncert- og opera-introduktioner for Aalborg Symfoniorkester og Aalborg Kongres & Kultur Center. Kor-i-Nord festivalen samlede komponister og kor fra hele den nordjyske region.

Min slægt har præsteaner; min morfar var provst i Tårslev. Efter hans død drev min mormor et plejehjem i Gistrup, hvor jeg i en tidlig alder spillede til aftenandagter.

Jeg glæder mig til mit nye job. Sammen med præst og menighedsråd vil jeg gerne være med til at give Tversted og omegn et blomstrende kirke- og musikliv.

Del dette: