Du er her: 

Forberedelser til Fastelavnsfest på Mariebo

Af: Elsebeth Madvig
Lørdag 22. februar 2020

Lørdag eftermiddag var piger fra Tversted-Uggerby kirkers Børnekor og kreative beboere på Ældrecenter Mariebo sammen i gang med forberedelserne til søndagens fastelavnsfest på Mariebo. Der blev lavet farvestrålende fastelavnsris, som skal pynte på bordene, og to fastelavnstønder blev malet i alverdens farver. Det var Susanne Hingelberg, der havde taget initiativet til denne hyggelige eftermiddagssyssel til alle deltageres gensidige glæde og fornøjelse.  Koncentrationen var stor medens de fine fastelavnskatte blev klippet ud, og farvestrålende piberensere blev snoet og drejet i mange kunstfærdige former.

Tversted Menighedsråd og Tversted Borger- og Turistforening gentager i år succesen og holder for anden gang fastelavnsfest i Tversted i samarbejde med Ældrecenter Mariebo. Det er en fest for alle generationer, hvad enten man deltager aktivt i løjerne, eller man nyder at være en del af fællesskabet i plejehjemmets hyggelige fællesstue. Sognepræst Johan Hermann Rump indleder med en fastelavnsgudstjeneste, hvor alle børn bl.a. kan være med til at synge fastelavnssange sammen med Børnekoret, inden den store tøndeslagning går i gang. Kattekonger og –dronninger og de bedste udklædninger præmieres med en lille gave. I caféen sælges kaffe/te, vand, fastelavnsboller, dejlige hjemmebagte kager - også glutenfri! Alle børn får en gratis slikpose med hjem. Der er hermed lagt op til en festlig og hyggelig eftermiddag på Mariebo i Tversted. Alle er hjerteligt velkomne til at være med.

Arrangementet finder sted søndag 23. marts 2020, kl. 14.00.

Del dette: