Jazzgudstjeneste i Tversted kirke

12.10.2015
Af: Elsebeth Madvig

Søndag 11. oktober 2015

Tversted kirke var fuld af forventningsfulde kirkegængere da jazzgudstjenesten gik i gang på 2. dagen af JazzyDays festivalugen. Kirkens organist Rolf Ruggaard indledte med at introducere de fire dygtige musikere: Mads Tolling, dansk violinist bosiddende i USA og guitarist Jacob Fischer samt et par kendte navne fra mange tidligere jazzgudstjenester i Tversted: Esben Bach på trommer og formanden for Tversted JazzyDays, Niels Ole Sørensen,på Hammond B3.

Dagens præst, som var Aksel Toft fra Hirtshals, gav startskuddet til et musikprogram med en perlerække af danske salmer. Menigheden udgjorde det største kor set i kirken, da alle sang ”Nu falmer skoven” stående.

En god times tid senere gik alle fra kirken med et stort smil på læben og mange rosende ord til de dygtige musikere. Også Aksel Tofts rammende sammenligning af musikernes afhængighed af hinanden og menneskelivets betingelser fik mange positive tilkendegivelser med på vejen.

Tak til alle for en fantastisk aften.

Del dette: