Kirkeåret

Kirkeåret begynder første søndag i advent. Advent er de fire søndage før jul, hvor man venter på Jesu komme. Det er kirkeårets nytår.

Adventstiden og Helligtrekongerstidens helligdage beregnes i forhold til julen, som vi fejrer den 25. december. Helligtrekonger er den 6. januar, 12 dage efter jul. Det var den dag de tidligst kristne fejrede Jesus, men romerne havde en fest den 25. december, derfor blev julen senere flyttet dertil. Den 6. januar blev så de hellige tre kongers dag.  

Fastetidens og påsketidens helligdage beregnes ud fra påske.  

Mens julen ligger fast, så kan påskedag ligge mellem den 22. marts og den 25. april. På kirkemødet i Nikæa i 325 blev det fastslået, at påsken skulle holdes på den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Derfor kan antallet af søndage efter Helligtrekonger og søndage efter Trinitatis variere.  

Pinse betyder halvtreds, altså 50 dage efter påske. Pinse er der, hvor Helligånden kommer ned til Jesu disciple og fortæller, at de skal tage ud at berette for folk om kristendommen og døbe dem. Pinsen er kirkens fødselsdag. 

Trinitatis betyder Treenighed. I kirkeåret er det søndagen efter pinse, men hele tiden efter til advent hedder Trinitatistiden. Det er kirkens tid. Tiden efter det store drama mellem jul til påske.  

Folkekirken har fastlagte rækker af bibellæsninger til kirkeårets helligdage. De to tekstrækker er senest revideret i den alterbog, der er autoriseret 12. juni 1992.  

Den største ændring er, at der ud over de to bibellæsninger fra Det nye Testamente til hver gudstjeneste, nu (fra 2002) tekst fra Det gamle Testamente.  

Tekstrækkerne er trykt bag i salmebogen. Det er dog kun de nyeste salmebøger, der har dem i den reviderede form.  

De to tekstrækker bruges sådan, at 1. tekstrække bruges i de kirkeår, hvis størstedel ligger på ulige årstal mens 2. tekstrække bruges, når størstedelen af kirkeåret ligger på lige årstal.  

Kirkeåret slutter med sidste søndag i Trinitatis. Kirkeåret følger månen, hvorimod kalender-året følger solen.

Dette er information om kirkeåret fra Landsforeningen af Menighedsråd.