Luther om Fadervor

Fadervor, således som en husfader letfatteligt skal lære sin husstand det.

Fader vor, du som er i himlene!
Det vil sige: Gud vil dermed indbyde os til at tro, at han er vor rette Fader og vi hans rette børn, for at vi trygt og med fuld tillid skal bede ham, som kære børn beder deres kære fader. 

Den første bøn:
Helliget vorde (blive) dit navn
Det vil sige: Guds navn er vel helligt i sig selv; men vi beder i denne bøn, at det også må blive helligt hos os.
Hvorledes sker det?
Når Guds ord læres klart og rent, og vi som Guds børn også lever helligt efter det. Hjælp os dertil, kære Fader i Himmelen! Men den, som lærer og lever anderledes end Guds ord lærer, han vanhelliger Guds navn hos os. Bevar os derfra, himmelske Fader! 

Den anden bøn:
Komme dit rige
Det vil sige: Guds rige kommer vel af sig selv uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at det også må komme til os.
Hvorledes sker det?
Når den himmelske Fader giver os sin Helligånd, så vi ved hans nåde tror hans hellige ord og lever gudfrygtigt her i tiden og hisset i evigheden. 

Den tredje bøn:
Ske din vilje som i himlen således også på jorden
Det vil sige: Guds gode, nådige vilje sker vel uden vor bøn; men vi beder i denne bøn, at den også må ske hos os.
Hvorledes sker det?
Når Gud bryder og hindrer enhver ond plan og vilje, der ikke vil lade os hellige hans navn og ikke lade hans rige komme, hvad der jo er Djævelens, verdens og vort køds vilje, men styrker og bevarer os faste i hans ord og i troen på ham til vor sidste stund. Dette er hans nådige, gode vilje.

Den fjerde bøn:
Giv os i dag vort daglige brød
Det vil sige: Gud giver dagligt brød, også uden vor bøn, endog til alle onde mennesker; men vi beder i denne bøn, at han vil lade os skønne på det og modtage vort daglige brød med taksigelse.
Hvad forstås da ved dagligt brød?
Alt, hvad der behøves til livets ophold og trivsel, for eksempel mad, drikke, klæder, sko, hus, hjem, marker, kvæg, penge, ejendom, from ægtefælle, fromme børn, fromme medhjælpere, from og ret sindig øvrighed, god regering, godt vejrlig, fred, sundhed, tugt og ære, gode venner, trofaste naboer og alt, hvad her nævnes kan. 

Den femte bøn:
Og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere
Det vil sige: Vi beder i denne bøn, at vor Fader i Himmelen ikke vil se på vor synd og for dens skyld afvise vor bøn. For vi er ikke værdige til noget af det, vi beder om, og har heller ikke  fortjent det. Men vi beder, at han vil give os alt af nåde. Thi vi synder daglig meget og fortjener kun straf. Sådan vil vi i sandhed også selv af hjertet tilgive og gøre godt mod dem, der forsynder sig mod os.

Den sjette bøn:
Og led os ikke (ind) i fristelse
Det vil sige: Gud frister vel ingen; men vi beder i denne bøn, at Gud vil vogte og bevare os, for at Djævelen, verden og vort kød ikke skal bedrage os og forføre os til mistro, fortvivlelse og anden stor skam og last, og at vi, dersom vi således angribes, dog til sidst må vinde og beholde sejren. 

Den syvende bøn:
Men fri os fra det onde
Det vil sige: Vi beder i denne bøn under ét, at Faderen i Himmelen vil fri os fra alt, hvad der kan skade os på legeme og sjæl, ejendom og ære, og endelig, når vor sidste time kommer, unde os en salig død og i nåde tage os fra denne tåredal til sig i Himmelen.

Amen.
Det vil sige: At jeg skal være vis på, at Faderen i Himmelen tager imod vore bønner og hører dem, for han har selv befalet os at bede sådan og lovet, at han vil høre os. 
Amen, amen, det betyder: Ja, ja, det skal ske således..